Uldgrise, Mangalitza eller ungarske uldgrise, kært svin mange navne.
Men hvordan er uldgrise at holde som husdyr, og hvordan er kødet når det kommer på spisebordet?

Vi har ikke stor erfaring med at holde grise som husdyr, så vores sammenligningsgrundlag til andre racer er ikke eksisterende. Men vi vil alligevel skrive lidt om vores erfaringer med uldgrise, så andre kan have glæde af vores lidt dyrtkøbte erfaringer.

Vi har længe overvejet at anskaffe os et par små grise, fede dem op over sommeren, for at slagte dem når de var klar til det. Dels for at få noget godt kød, fra nogle dyr som har haft et ordentligt liv. Men også fordi vi var lidt nysgerrige på hvad grise er for nogle dyr, det er jo sjældent man kommer tæt på grise i dag. Ofte ser man kun en grisetryne stikke ud imellem metalgitteret på en lastbil, man overhaler på motorvejen.
Det er længe blevet ved overvejelserne, indtil der kom en rigtig god grund til at anskaffe naturens bedste fræsemaskine. Grisenes opgave var at rydde et stort stykke i vores have, som var ved at blive indtaget af snerler.

Den største udfordring ved at etablere et grisehold, er at få lavet en ordentlig indhegning til dem. Det er nogle aktive dyr, som kræver en solid indhegning. Og så er der nogle ret skrappe regler for indhegning af grise. Ud over en god indhegning, skal man også være registreret i CHR. Vores indhegning har vi skrevet om i et tidligere indlæg.
Indhegning til grise som lever på friland.

Når indhegningen er lavet, er det tid til at finde nogle grise der kan bo i indhegningen. Vores første indskydelse var at det skulle være uldgrise. De er lidt specielle og skulle være meget robuste. Men ved nærmere research på racen fandt vi ud af, at der nok ikke er den store slagte værdi i uldgrise. De bliver ikke så store, og de er generelt meget fede. Så vi kom hurtigt væk fra racen ingen. Så valget faldt på enten Duroc eller Dansk landrace. Men det lykkedes desværre ikke at finde grise af de racer, i overkommelig afstand fra vores svinesti. Så vi vendte tilbage til uldgrisen. De er meget populære for tiden og var nemmere få fat i. Snerlerne stod bare og ventede på et par grisetryner.

Vi fik hentet de to små grise, som røg ind bag i vores bil. Det gik rigtigt fint med at få grisene hjem, men med lidt udfordringer på bagsædet. Det har vi også skrevet lidt om tidligere.
Grise i haven, to små uldgrise.

De to uldgrise faldt meget hurtigt til, og begyndte langsom men sikkert at gå i krig med bevoksningen i indhegningen. Grisehytten virkede også efter hensigten, der var tørt og rart at være for grisene.

Foder til grise

Vi valgte den nemme løsning med hensyn til foder. Men også den dyre løsning. Foderet blev bestilt hos Land & Fritid i 15 kg sække. Det er dejligt nemt. Det bliver leveret ved stalddøren helt gratis, blot man køber for over 500 kr. Man får ikke meget grisefoder for 500 kr, så det blev til en del leveringer. Ud over grisefoder og det grønt der voksede i indhegningen, fik grisene også andet haveaffald. I Danmark må man ikke fodre sine husdyr med køkkenaffald, så det fik de naturligvis ikke noget af.

Vores oplevelse med at holde uldgrise er meget positiv. De er utrolig rolige, og har respekt for indhegningen. Selv om de dagligt tester om der strøm på hegnet, bevidst eller ubevidst. I starten deltog vores datter ivrigt i fodringen af grisene. Men det stoppede desværre, da den ene gris i ren iver efter foder, kom til at rykke hende i tøjet, så hun væltede. Dagen efter fik hun stød af hegnet, da hun fodrede grisene med ribs. Så var lysten til at fodre grise væk. Men der blev også sat en naturlige stoppper for at gå ind til grisene. Sidst på sommeren var hele grisestien omdannet fra frisk græs til en stor omgang mudder, som krævede gummistøvler og god balance at komme igennem. Så fodringen skete udefra. Kun når der skulle nyt halm i grisehytten gik vi ind til grisene. Ud over beskidte støvler, medførte det også beskidt tøj. Gris er meget nysgerrige, og skal undersøge alt med dere beskidte tryner. Også vores bukser.

Placeringen af vores grisesti gave lidt udfordringer. Den ligger på den laveste del af vores grund, hvor der hver vinter kommer en lille sø. Så planen var fra starten, at grisene skulle til slagter når søen kom. Men den meget våde sommer og efterår, gjorde at søen kom meget tidligere end normalt. Så grisen var ikke klar til at komme videre, de gik også fint i indhegningen trods den lille sø. Problemet var at elhegnet blev oversvømmet, og så virker det af gode grunde ikke. Så vi måtte af flere omgange koble de oversvømmede tråde fra, så der var strøm på resten af hegnet.

Slagtning af uldgrise på friland

I starten af november var det ved at være tid, til at få slagtet de to uldgrise. Det skulle blive den hidtil største udfordring. Vi havde regnet med at man stadig kunne ringe til en udkørende slagter, der så kunne komme og slagte grisene i ladet på sin lastbil. Så grisene ikke skulle igennem en stressende transport. Udkørende slagtere findes åbenbart ikke mere, på grund af de mange nye regler for slagtning af dyr. Så det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Vi kontaktede det nærmeste slagtehus, og fik lavet en aftale om at indlevere grisene til dem en søndag aften. Vi lavede en lille midlertidig korridor af dyrehegn og elhegn fra grisestien, op til den lånte hestetrailer. Søndag eftermiddag skulle vi så bare genne grisene op i traileren og køre dem afsted til slagteren. Troede vi. Det viste sig fuldstændigt umuligt at få grisene ind i traileren. De første på forsøg lykkedes næsten, ved at lokke med lidt foder. Men de fik hurtigt mistillid til traileren, og fik i stedet smag for det dejligt grønne græs i den midlertidige indhegning.
Så efter et par timers kamp med de to grise, måtte vi opgive, og fik dem med meget besvær gennet ind i deres indhegning igen.
Fortvivlelsen var stor, hvordan skulle vi få grisene slagtet?
Vi blev hurtigt enige om at vil aldrig mere skulle have grise, efter alt det bøvl.
Efter nogle dages overvejelser af mulighederne, lykkedes det at få kontakt til en slagter der ville komme og skyde grisene på marken. Og tage dem med på slagteri. Hvilken lettelse. Det kræver bare at man inden slagteren kommer, får en dyrlæge til at lave en slagteattest. Så er slagteren sikker på at det er sunde dyr han får med til sit slagteri.
Nogle dage inden jul kom slagteren. Grisene blev skudt på marken med et jagtgevær. Det havde slagteren helt styr på, så grisene døde øjeblikkeligt, hvorefter de blev stukket og smidt på ladet af hans bil.
Dagen efter kunne vi hente kødet fra de to slagtede grise, lige tidsnok til at få flæskesteg af hjemme opfedet uldgris på middagsbordet juleaften.

Nu er vi godt på den anden side af jul. Det meste af kødet fra grisene ligger stadig i fryseren, men vi har da fået smagt på det. Vi har spist flæskesteg, ribbensteg, frikadeller, flæsk til gule ærter og braiseret bov. Vi har saltet og røget flæsk til senere brug. Kødet er virkeligt godt, det smager lækkert. Det er hverken sejt eller tørt.
Men forholdet mellem fedt og kød er skævt. Fedt er med til at give kødet den gode smag, men der er alt for meget af det. Det skyldes til dels racen, som er kendt for sit fedt. Men vores fodring har nok også haft indflydelse på mængden af fedt.
Efter vi fik grisene slagtet, har vi skrevet med en Mangalitza bonde fra holland. Han slagter tidligst hans grise når de er 1.5 år. Før har de ikke udviklet deres fulde potentiale som slagtedyr. Han feder dem så yderligere op, så de får et lag rygspæk på op til 20 cm. Som han skriver, er det jo hovedsageligt for fedtets skyld at man opdrætter Mangalitza svin.
Til de retter vi laver af svinekød, bliver det for meget. Men smagen er rigtig god, og man kan få de bedste flæskesvær ud af et tykke uldgrisekød.

This slideshow requires JavaScript.

Det er langt fra rationelt at holde grise som vi gjorde det. Det blive det dyreste kød vi nogensinde kommer til at spise. Men det var heller ikke for at få billigt kød, vi anskaffede os to uldgrise. Det var for at blive klogere på at holde grise, og for at få noget godt kød. Men det blev alt for dyrt, men vi har lært af vores erfaringer. Vi skal helt sikkert have grise igen på et tidspunkt, ikke i år, men senere.

Det gør vi anderledes næste gang…

Der er en række ting vi vil gøre anderlede næste gang vi skal holde grise.

• Vi skal finde en race som har et bedre forhold mellem fedt og kød.
• Grisestien skal flyttes til et sted der ikke bliver oversvømmet.
  Den nederste tråd skal rykkes lidt op, da grisene dækker den med jord.
  Græsset under tråden skal brændes med ukrudtsbrænder.
• Vi skal finde en billigere måde at fodre dem. Måske anskaffe en kornvalse.
• Vi skal lave et par transportbure de kan blive trygge ved, så de kan transporteres til slagteriet uden for meget besvær og stress.
• Foder og vandtrug skal laves anderledes, så de ikke kan flyttes eller væltes.